Hundesprog - 2. del

Kropssproget

Hunden bruger hele kroppen, halen og benene. Alle dæmpende signaler er en form for forsikring for hunden, de bruges for at undgå konflikter eller dæmpe aggression.

Ryggen:

Normalt er den yderste spids på hårene lidt mørkere, hvilket bevirker at når børsterne på ryggen rejser sig ser området på ryggen mørkere ud. Det er ofte fordi hunden er usikker på situationen, og derfor rejser børsterne sig som en reaktion på den øgede stress. Der er stor forskel på hvor meget børsterne rejser sig, og man kan nærmest tale om et barometer for hvor stresset situationen er for hunden.

Er børsterne kun rejst på det forreste af ryggen, er situationen lettere stressende. Derimod hvis hele ryggen er rejst, er det fordi situationen er for meget for hunden. Man mener netop at det er stresshormonerne der forårsager denne reaktion – ligesom hvis vi bliver forskrækkede – så rejser vores nakkehår sig!

Fordeling af kropsvægt:

Når hunden er neutral er vægtfordelingen ca. 75 % på forkroppen. Der er stor forskel på betydningen af hvis hunden ligger vægten på forparten eller bagparten. En hund der truer, vil ligge vægten på forparten, mens en angst eller bange hund vil ligge vægten på bagparten.

Det er et vigtigt begreb for os mennesker, for vi har tendens til at læne os ind over hunden – og især små hunde.  

Nakke/hals:

Hvis vi tager udgangspunkt i ulven, har den en pelskrave der vokser fra bag ørene til ned over nakken. Hvis hunden forsøger at dæmpe situationen, vil den sænke nakken og samtidig løfte hovedet lidt, således at hundens nakke og næse er i næsten lige linie med ryggen. Det vil bevirke at pelskraven ser mindre ud.

Halen:

Halen kan signalere enormt mange ting. Glæde, aggression, angst eller dæmpende. Den er også et udtryk for hundens sindstilstand generelt. Men groft sagt kan man sige, at hvis halen er oppe i en stivnet position, så er det fordi situationen er anspændt (hunden er lidt stresset). Hvis den derimod er helt mellem benene, er det for at signalere angst.

Det kan jo så kombineres på mange måder. En sænket hale der logrer, skal udtrykke usikkerhed og fungere som et dæmpende signal. En neutral hale der logrer viser hundens glæde. Halens position og betydningen er som regel meget situationsbestemt, og det er derfor nødvendigt at se på hundens andre signaler også.

Poter:

Den løftede pote er et pacificerings signal. Det stammer fra da hvalpen diede hos sin mor, hvor den brugte poten til at stimulere mælken til at løbe til. Den erfarede således allerede som helt nyfødt at den fik noget positivt ud af denne adfærd. Poteløftet virker dæmpende.

Ansigtsmimik

En hund utrykker så ufatteligt meget via ansigtsmimikken. Det er mange gange svært eller nærmest umuligt for os mennesker at opfange alle de informationer en hund sender via eks. Et enkelt blik. Kropssproget er meget lettere at opfange, idet der er tale om et større billede. Ansigtet udtrykker enormt meget med de små forandringer. Det kan være ændringer i øjenbryn, læberne, ørenes retning og endelig bare et bestemt blik. Det tager nogen tid at lære at opfange og læse hundens ansigtsmimik.

Pels:

Selvom vores hunde efterhånden er avlet til at se forskellige ud, så vil man hurtigt bemærke at pelsen i bund og grund er opbygget på samme måde på dem alle. Hvis man starter ved næsen, ser man små glatte hår. Længere oppe ad næseryggen bliver hårene tættere, og de peger alle i retning af panden. Ved øjnene begynder de at spredes, hvorefter de fordeler sig ud over panden i retning af ører og tindinger. Herfra vokser pelsen ned over nakken og på hver side af halsen. Hårene på hver side af næsen vokser nedad og peger mere og mere i retning af halsen. Lige under ørene mødes pelsen fra nakken og halsen, og danner en krave, der indrammer hele ansigtet (det kommer naturligvis an på racen – men her er taget udgangspunkt i en mellem langhåret race).

Farver:

Det er ikke alene pelsens struktur og længde der understreger ansigtets mimik, men aftegninger og farver har også stor indvirkning. Hvis man ser nærmere efter kan man tydeligt se at de aftegninger der kan se lidt tilfældige ud, faktisk understreger eller fremhæver visse områder af ansigtet. Det ”optimale” ansigt ville være et mørkt ansigt indrammet af en lysere pels. Der ville være lysere pels på kinderne, mens området mellem øjnene ville være mørkere. Øjenbrynene ville være kraftigt markeret med en mørk farve, mens de sorte læber ville være kontrast til en lys pels. Omkring de mørke øjne ville pelsen ligeledes være lys. Ørene ville være malet op med en mørk yderkant og et lysere indre.

Øjne:

Der er ingen tvivl om at hundens øjne er det vigtigste redskab til at udsende signaler. Der sendes mange informationer i et enkelt blik – ét sigende blik. Omkring øjnene sidder der en masse muskler, som arbejder på forskellige måder. Hvis musklerne er afslappede, giver det hunden et roligt blik. Hvis de derimod er spændte, vil det give hunden et mere intenst blik. Desuden kan øjnene ændre form fra store og runde til små og mandelformede. Hvis øjnene er indrammet af en lys pels, vil det markere de små variationer og ændringer, hvilket vil lette afkodningen af disse informationer.

Øjenbrynene er kraftigt markerede, og mange gange i en anden farve – de såkaldte ulvepletter. Hårene på øjenbrynene vokser i en anden retning end selve pelsen omkring øjnene, hvilket er med til at understrege markeringen heraf. Øjenbrynenes bevægelser er meget lig menneskets. De signalerer ligeledes hvad vi føler. Hvis øjenbrynene trækkes sammen og nedad mod næsen udtrykker det vrede. Desuden vil huden under øjnene rynke hvorved øjets underkant trækkes opad. Det giver pupillen en mere truende form. Hvis øjenbrynene trækkes sammen og derefter op mod panden og issen udtrykker de derimod angst.

Øjnenes retning har stor betydning for hvilket signal der sendes. Et direkte blik mod en andens øjne kan være truende eller udfordrende – det er dog nødvendigt at se på andre signaler også. Hvis hunden blinker og smasker lidt samtidig med et direkte blik, så er det ikke for at true, men fordi den er fokuseret. Hvis øjnene flakker lidt eller vendes bort jævnligt, er det for at dæmpe.

Ørene:

Hundens ører udgør også en stor del af mimikken. Man kan dog ikke se på ørene alene, men på hele hunden. Det er ligeledes vigtigt at tage højde for de forskellige racer – her sidder ørene jo meget forskelligt! Ørenes retning siger meget, men skal altid ses i en større sammenhæng, da de kun fungerer som et ord i en sætning. Fremadrettede ører viser hundens interesse for noget, mens bagudrettede ører kan signalerer angst eller aggression – se derfor på hele indtrykket for at afgøre meningen.

Munden:

Læberne er som regel mørke eller helt sorte, hvilket står i skarp kontrast til de hvide tænder. Hvis en hund er usikker, vil den vise dette med lange mundvige. Er den derimod selvsikker, vil den have korte mundvige. En usikker aggressiv hund viser således faktisk hele tandsættet, derimod vil en selvsikker aggressiv hund kun vise de forreste tænder og hjørnetænderne.

Slikke i mundvigene: Når en hund slikker en anden hund i mundvigene, er det for at dæmpe eller vise sin venlighed. Det er et signal der ændret sig fra dens oprindelige funktion – ligesom poteløft. Oprindeligt blev slikken i mundvigene brugt af den helt unge hvalp til at stimulere moderen til at gylpe forarbejdet (altså tygget og til dels nedbrudt) mad op. Den har så at sige fået positiv forstærkning for denne adfærd, og hunden bruger den derfor også i sit voksne liv – her får det så bare en anden betydning.

Snude-puf: I kombination med mundvige slikket ses ofte små snude puf. Det er en form for begyndelse på mundvige slikket. Det stammer fra dengang hvalpene diede ved moderen. Når den lille hvalp søger en pat, puffer den snuden rundt. Der er igen tale om en hvalpeadfærd som er blevet anvendt i den voksne hunds liv, men hvor det har fået ny betydning. Mange hunde bruger også snude-puffet til at opnå opmærksomhed.

 Serien fortsætter i del 3